Nyheder & Presse » Nyheder » National Handlingsplan »

Bookmark and Share

National Handlingsplan

Danske Anlægsentreprenører opfordrer regeringen, folketingets partier og kommunalpolitikerne til at gå sammen om at iværksætte en ny national handlingsplan, som kan genoprette og fremtidssikre kloakkerne og afløbssystemerne.

Vi bør forstærke indsatsen med at opnå funktions­dygtige kloakker og afløbssystemer, så vi kan håndtere fremtidens regnmængder, uden at kældrene bliver oversvømmede.

I de senere år har virkeligheden afsløret mange års utilstrækkelig renoveringsindsats, da vi har set kloakker løb over og sætte bydele under vand. Det kræver effektive løsninger. Vi skal øge kapaciteten af de traditionelle systemer og anvende nedsivningsanlæg samt håndtere vand­mængderne bl.a. ved hjælp af elektronisk overvågning.

Spildevandskomiteen har i 2008 konkluderet, at det er ret sikkert, at Danmark vil opleve stigende nedbør, og at ekstreme nedbørssituationer i fremtiden vil være kraftigere end i dag. Ifølge komiteen har økonomiske analyser af dimensioneringspraksis godtgjort, at det kan betale sig at øge kapaciteten af afløbssystemet, så serviceniveauet over for borgerne kan fastholdes.

Danske Anlægsentreprenører, der er et branchefællesskab i Dansk Byggeri, opfordrer regeringen, folketingets partier og kommunalpolitikerne til at gå sammen om at iværksætte en ny national handlingsplan, som kan genoprette og fremtidssikre kloakkerne og afløbssystemerne.

Danske Anlægsentreprenører foreslår,

  • at kommunerne skaber overblik over den egentlige tilstand af de nedslidte kloakker og utidssvarende afløbssystemer, 
  • at kommunerne får udarbejdet risikoprofiler for lokalområderne med hensyn til oversvømmelser og skader på bygninger og anlæg samt forurening,
  • at regeringen opretter en særlig kvalitets­fond på i alt 15 mia. kr., som over en 15-årig periode finansierer statens tilskud til kommunernes undersøgelser, planlægning og investeringer i renovering og udbygning af kloakker og afløb,
  • at de kommunale vandselskaber over en 15-årig periode optager lån for i alt 15 mia. kr. til investerin­gerne.
  • at der nedsættes et ekspertpanel, som indsamler viden og yder rådgivning til arbejdet med den nationale handlingsplan.
Det er vigtigt, at staten tager medansvar og yder hjælp til at forbygge oversvømmelser og foru­rening, så der på dette område bliver tale om den samme høje prioritet som i forhold til regioner­nes sygehuse og kommunernes daginstitutioner, skoler, idrætshaller og ældreinstitutioner.

Kommunerne skal for at opnå støtte fra kvalitetsfonden have en helhedsplan, der identificerer problemer og løsninger, og også indeholder en langsigtet plan, som koordinerer investeringerne. Det indebærer, at oversigten over tilstanden af kloakker og afløb samt risikoprofilerne bliver opdateret i takt med den årlige budgetlægning.

Det foreslåede ekspertpanel bør bestå af repræsentanter fra Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Byggeri, Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forsikring & Pension, Kommunernes Landsforening samt ministerier og styrelser.

Hvis vi skal indhente vedligeholdelsesefterslæbet over 15 år og undgå yderligere forringelser samt øge dimensionerne af kloakker og afløbssystemer skal der investeres knap 5 mia. kr. om året i hvert af de kommende 15 år. Det hidtidige niveau er knap 3 mia. kr. om året. Alle beløb er i 2010-priser.

Der er tale om skøn på baggrund af en hvidbog om infrastrukturen, som Akademiet for de tekniske Videnskaber udgav i 2001, og en vurdering af de øgede omkostninger ved større dimensioner.

Med andre ord skal de årlige investeringer øges med 2 mia. kr. fra knap 3 mia. kr. til knap 5 mia. kr. over de næste 15 år, altså med i alt 30 mia. kr. Den nationale handlingsplan foreslår, at de kommunale vandselskaber låner 15 mia. kr., og at staten yder de sidste 15 mia. kr. via kvalitetsfonden.

Da der er tale om langsigtede lån vil långivningen kunne være interessant for pensionskasserne.

1. september 2010